| |
|
|
|
I havkajak på Milos 2003
Vi havde sat
kurset ”Havkajakroer” op til at skulle foregå på den græske ø
Milos, der ligger midtvejs mellem Athen og Kreta. Det er en
vulkanø, der kan sammenlignes med den mere kendte Santorini –
en sprængt og sunken vulkan i midten (Calderaen) og rundt om
et utroligt geologisk spændende og varieret landskab i en
halvmåneform.
Der var 6 på kursus, Tove på alm. kajakferie
og Michael og jeg som instruktører. Tove og Marc var selv
taget til Milos, så i Kastrup mødtes Dorit og jeg med Sonja og
Jørgen, Christian og Carl. Efter en 3 timers flyvetur landede
vi Athen, tog bussen til Pireaus og efter et kort ophold båden
til Milos, hvortil vi ankom kl. 23.30 og blev modtaget af
vores vært Rod (han var fra Australien) samt Tove og Marc, der
havde været på Milos i flere dage. Stor gensynsglæde – i sær
fra vores side, da Carl var den eneste vi ikke kendte på
forhånd.
Rod lagde hårdt ud. I sidste uge havde han lejet
3 kajakker til nogle tyskere, der åbenbart ikke havde trukket
dem langt nok op på stranden, for næste dag var de væk. Og det
var selvfølgelig de 3 bedste kajakker, og nu havde han ikke
nok. Nå, da jeg ikke brød grædende sammen, fortalte han mig at
han samme dag havde fået forbud mod udlejning af den
vikarierende havnechef – da han ikke havde nogen bevilling.
Det mente jeg jo nok vi kunne komme uden om. Rod havde dog
allerede forklaret at han ville få besøg af nogle danske
venner, så sålænge han var med på vandet ville der ikke være
noget problem. Og så havde han for øvrigt nået at få 2
kajakker med på færgen – hvilket jeg allerede havde hørt i min
øresnegl. Så alt endte lykkeligt, selv om der kun var få
kajakker med ror. Skidt – vi skulle jo bl.a. lære at ro uden
ror - og så på hovedet i seng.
Første dag gennemgik
Michael hvad vi skulle lære på kurset + en hel del ekstra.
Tove og jeg brugte en del tid på et par spændende snorkeldyk,
mens Marc desværre heller ikke var så aktiv. Han havde haft et
sammenstød med en knallertkører, der havde flækket en knogle i
hans ene hånd. Denne dag var vi taget ned på sydkysten ved
Palaeohori (da der var nordlig vind) og roede lidt rundt
mellem flere spændende vige og bugter. Det var en populær
strand (der kunne også købes øl), og bare i ugen forinden
havde Rod været ude for at man måtte bede folk flytte sig for
at kunne bære kajakkerne op til traileren. Alle var godt
trætte om aftenen, men vi sluttede alligevel med en Ursula
(Uso), efter at have aftalt at dele de tre dage sammen med Rod
i en 2 dages tur og i en 1 dags tur.
Om morgenen
startede vi igen med morgenmad hos Petrinella (Rods kone) og
den aftalte 2-dages tur startede kl. 10.30 fra Plathiena,
stort set lige neden for Triovasalos, der ligger oppe på
bjerget. Vi krydsede ca. 1 km over udgangen/åbningen i
Calderaen. Da der normalt er nordlig vind i denne region var
denne krydsning den vanskeligste del af turen, men bortset fra
en mindre retræte p.g.a. en katamaran forløb den uden
problemer.
Selv om klippekysten rundt i Calderaen er
forholdsvis lav, var den da meget flot – men ingen ting i
forhold til det vi skulle se senere. Stille og roligt rundt om
det nordvestligste hjørne og så sydpå. Rod havde forberedt os
på at vestkysten var totalt øde og at vi hverken kunne købe øl
eller vand undervejs, så kajakkerne var tungt lastet, især med
vand da der var hedebølge med op til 39 grader, og vi derfor
skulle drikke mindst 3 liter vand pr. dag – så vi havde alle
7-8 liter vand med i kajakken. Klipperne ud mod selve havet
var høje, forrevne, meget forskellige p.g.a. den tidligere
vulkanske aktivitet og som noget af det mest spændende fyldt
med huler og buer vi kunne ro under. Den første hule var lige
rundt om Cape Vani, men de fleste var helt nede på sydkysten
hvor vi først skulle være på andendagen. Men der var masser af
spændende ”rock-hopping” undervejs, dvs. vi drejede ind mellem
snævre passager med hoftevrik eller diverse styretag som vi
øvede flittigt hele tiden. Til tider læste vi vandet så lave
passager kunne passeres på toppen af en bølge.
Der var op
til et par kilometer mellem strandene, men vejret var fint,
humøret højt og landskabet fantastisk. Klipperne vekslede
mellem fx flot hvid sandsten, lagdelte grove aflejringer og
hård granit, ofte med knivskarpe samlinger. Her var der en
ekstra mulighed for havet for at udhule klippen, og et par
steder havde vi lys med ind i hulerne, der ofte kunne rumme
alle 10 kajakker på én gang. Andre gange måtte vi bakke ind,
en eller bare et par stykker af gangen – lige forunderligt og
spændende var det. Andre steder gik hulerne hele vejen igennem
– de mindste var bare buer, men alligevel.
Selv om der
var så meget vi skulle se og prøve undervejs, var der også tid
til både kaffepauser og frokost, hvor der selvfølgelig også
blev badet og snorklet på livet løs. Alligevel nåede vi de
planlagte 22 km den første dag, og nåede Yannis bugten kl. 18,
hvor Rod straks gik i gang med aftensmaden, der bestod af
pasta med kødsovs. Selv havde jeg presset et par løbesko med i
kajakken, og da jeg løb op i bjergene, var det med besked om
at hvis jeg fandt en købmand undervejs, skulle jeg endelig
tage øl med hjem. Der var ingen købmand, men maden var færdig
da jeg kom hjem, og så smager lunkent vand såmænd også
udmærket. Senere sad vi rundt om bålet lavet af drivtømmer, og
så var der såmænd både whisky, metaxa og Ursula. En herlig
aften hvor kun Sonja og Jørgen havde fået et telt med, resten
sov direkte på stranden.
For en gangs skyld kom vi
tidligt op, selv om der hverken var galende haner eller
billarm i miles omkreds – vi savnede ikke
Triovasalos.
Morgenmad, pakning af kajakkerne og så af sted
mod Kleftico, et sted vi havde talt meget om i sær efter at vi
havde set Rods mange billeder på www.seakayakgreece.com – et
helt specielt område. Der var masser af huler undervejs, men
vi var alligevel ikke mætte endnu da vi nåede til Kleftico –
og det var fantastisk. Vi havde et længere ophold her, og Rod
tog 4-5 af os med på en spændende snorkeltur. Der var specielt
en spændende hule, hvor loftet blev lavere og lavere – og så
var det bare at tage en dyb indånding, dykke ca. 8 m under
vandet og lidt ned af, da hulen endte 1-2 m under havets
overflade, altså således at vi kunne dykke op på den anden
side af bjerget. Fin tur – også tilbage igen. Også den
sædvanlige formiddagskaffe/snack indtog vi i det fantastiske
Kleftico – mens at frokosten først skulle serveres på en lille
strand efter endnu et par kilometer.
Skal der siges noget
godt om den kajak, der var blevet til overs til Rod, så skulle
det være at der var enorm plads – også ovenpå kajakken hvor
frokosten blev serveret.
Undervejs var der flere
forladte miner, da der havde været en varieret minedrift
p.g.a. de geologiske forhold, men nu passerede vi en åben
mine, hvor der blev brudt vulkansk aske til brug ved
fremstilling at cement. Der var endda 2 coastere ved at blive
læsset.
Ca. 1 km før Psati så vi det første hus på hele
turen – nu nærmede vi os civilisationen. Rod havde ringet
efter Patrinella, der kom og hentede ham og Marc så de kunne
køre 2 biler og en trailer ned for at hente os. Der var en
dejlig surf-strand, og jeg gav Christian et hurtigt kursus i
at surfe, mens de andre gik op for at bestille øl. Jeg kunne
godt nå begge dele, men burde nok være blevet hos Christian,
for han væltede hele tiden i brændingen.
En spændende 2
dages tur var til ende. Desværre var Marcs hånd blevet værre,
så han ville ikke komme med den næste dag. Men om aftenen
kunne han godt være med, der fandt vi en hyggelig restaurant,
der stadig holdt den gode skik i hævd at når kunden havde
betalt, så fik han en Raki (en speciel Uso fra Kreta). Ja, vi
fik endda flere – nogle flere end andre.
Den sidste tur
sammen med Rod var også på sydkysten hvor vi startede fra
Palaeohori, og naturligvis også sluttede her, for her kunne
der jo købes øl når vi kom hjem.
Vi roede øst på i starten
og til sidst nærmest nord på. Landskabet var stadig flot, men
det mest interessante var nok besøget i en svovlmine, hvor vi
brugte de medbragte pandelamper i de lave minegange. Inde i en
af hulerne var der 4 enorme krukker, der var helt tilbage fra
romertiden, i en hule var der mindst 80 grader varmt – og alt
sammen i skrap stank af svovl. Godt man ikke havde været
minearbejder i de dage. Dette var bare nogle minegange som vi
kravlede op til, mens at der hvor vi spiste frokost, var der
et kæmpe anlæg, der nu var ved at forfalde. Vi gik en tur
mellem ruinerne mens at Rod forberedte vores frokost.
I
løbet af eftermiddagen var der også tid til at lege – der
skulle jo være eksamen næste dag. Turen sluttede med
”Rodeo-kajakken”, hvor der blev testet lave støttetag - de
fleste måtte en tur i baljen.
Den sidste dag med
kajakkerne kørte Rod os til Mandrakia – med besked om at vi
skulle ringe hvis vi fik problemer med myndighederne. Nu var
vi på nordkysten, men her var Sarakiniko jo, og det skulle vi
se, der var kun et par kilometer, så måtte prøverne vente. Og
det var nok værd at se på, et flot kridhvidt lavalandskab,
hvor Marc var kørt ud for at møde os. Det var svært at løsrive
sig, men nu skulle vi have frokost inden prøverne. Michael og
jeg havde aftalt at dele holdet i 2, således at jeg tog et
hold på vandet, mens det andet hold fik ekstra teori – bl.a.
om kulde, hvilket var lidt svært at forholde sig til.
På
vandet var der en lille meter bølge, så redningsøvelserne fik
et realistisk tilsnit, uden at der dog var nogen der havde
nogen problemer af den grund. Alle gik på med krum hals – var
meget dygtige og fik om aftenen overrakt et diplom som rigtige
”Havkajakroere”.
Om aftenen besøgte vi samme restaurant som
aftenen før – og han havde mere Raki, foruden naturligvis et
ganske udmærket køkken.
Nu var det blevet torsdag og vi
tog afsked med Petrinela og Rod. Ind til vi skulle med færgen
kl. 15.30 så vi på et gammelt amfiteater – så kunne vi jo øve
os til turen til Akropolis næste dag.
Lige da vi kom om
bord på færgen, fik vi at vide at havnemyndighederne havde
forbudt færgen at sejle p.g.a. det hårde vejr, men vi ville
blive holdt orienteret. Ti minutter senere smed vi
fortøjningerne, sejlede 20 meter, bakkede og fortøjede igen.
Så kom der én med flere striber end kaptajnen og talte højt og
hurtigt. Kl. 21.30 fik vi at vide at vi godt måtte gå i land,
men skulle være tilbage inden kl. 6 næste morgen, hvor
situationen ville blive vurderet.
Vi sejlede kl. 6 og
besøgte 3 øer undervejs og var så sent i Pireaus at vi kun
lige havde tid til en hurtig frokost inden vi tog bussen til
lufthavnen. Alle ingen Akropolis i denne omgang – men som én
viskede mig øret, det gjorde egentlig ikke så meget – det
havde været en dejlig tur
alligevel.
| |
