Forside : Turberetninger : Milos, Havkajakroerkursus september 2003 : 
 
- Fotoalbum

 Se vognen
  0 vare(r)
Gå til kassen




 

I havkajak på Milos 2003

Vi havde sat kurset ”Havkajakroer” op til at skulle foregå på den græske ø Milos, der ligger midtvejs mellem Athen og Kreta. Det er en vulkanø, der kan sammenlignes med den mere kendte Santorini – en sprængt og sunken vulkan i midten (Calderaen) og rundt om et utroligt geologisk spændende og varieret landskab i en halvmåneform.
Der var 6 på kursus, Tove på alm. kajakferie og Michael og jeg som instruktører. Tove og Marc var selv taget til Milos, så i Kastrup mødtes Dorit og jeg med Sonja og Jørgen, Christian og Carl. Efter en 3 timers flyvetur landede vi Athen, tog bussen til Pireaus og efter et kort ophold båden til Milos, hvortil vi ankom kl. 23.30 og blev modtaget af vores vært Rod (han var fra Australien) samt Tove og Marc, der havde været på Milos i flere dage. Stor gensynsglæde – i sær fra vores side, da Carl var den eneste vi ikke kendte på forhånd.
Rod lagde hårdt ud. I sidste uge havde han lejet 3 kajakker til nogle tyskere, der åbenbart ikke havde trukket dem langt nok op på stranden, for næste dag var de væk. Og det var selvfølgelig de 3 bedste kajakker, og nu havde han ikke nok. Nå, da jeg ikke brød grædende sammen, fortalte han mig at han samme dag havde fået forbud mod udlejning af den vikarierende havnechef – da han ikke havde nogen bevilling. Det mente jeg jo nok vi kunne komme uden om. Rod havde dog allerede forklaret at han ville få besøg af nogle danske venner, så sålænge han var med på vandet ville der ikke være noget problem. Og så havde han for øvrigt nået at få 2 kajakker med på færgen – hvilket jeg allerede havde hørt i min øresnegl. Så alt endte lykkeligt, selv om der kun var få kajakker med ror. Skidt – vi skulle jo bl.a. lære at ro uden ror - og så på hovedet i seng.

Første dag gennemgik Michael hvad vi skulle lære på kurset + en hel del ekstra. Tove og jeg brugte en del tid på et par spændende snorkeldyk, mens Marc desværre heller ikke var så aktiv. Han havde haft et sammenstød med en knallertkører, der havde flækket en knogle i hans ene hånd. Denne dag var vi taget ned på sydkysten ved Palaeohori (da der var nordlig vind) og roede lidt rundt mellem flere spændende vige og bugter. Det var en populær strand (der kunne også købes øl), og bare i ugen forinden havde Rod været ude for at man måtte bede folk flytte sig for at kunne bære kajakkerne op til traileren. Alle var godt trætte om aftenen, men vi sluttede alligevel med en Ursula (Uso), efter at have aftalt at dele de tre dage sammen med Rod i en 2 dages tur og i en 1 dags tur.

Om morgenen startede vi igen med morgenmad hos Petrinella (Rods kone) og den aftalte 2-dages tur startede kl. 10.30 fra Plathiena, stort set lige neden for Triovasalos, der ligger oppe på bjerget. Vi krydsede ca. 1 km over udgangen/åbningen i Calderaen. Da der normalt er nordlig vind i denne region var denne krydsning den vanskeligste del af turen, men bortset fra en mindre retræte p.g.a. en katamaran forløb den uden problemer.
Selv om klippekysten rundt i Calderaen er forholdsvis lav, var den da meget flot – men ingen ting i forhold til det vi skulle se senere. Stille og roligt rundt om det nordvestligste hjørne og så sydpå. Rod havde forberedt os på at vestkysten var totalt øde og at vi hverken kunne købe øl eller vand undervejs, så kajakkerne var tungt lastet, især med vand da der var hedebølge med op til 39 grader, og vi derfor skulle drikke mindst 3 liter vand pr. dag – så vi havde alle 7-8 liter vand med i kajakken. Klipperne ud mod selve havet var høje, forrevne, meget forskellige p.g.a. den tidligere vulkanske aktivitet og som noget af det mest spændende fyldt med huler og buer vi kunne ro under. Den første hule var lige rundt om Cape Vani, men de fleste var helt nede på sydkysten hvor vi først skulle være på andendagen. Men der var masser af spændende ”rock-hopping” undervejs, dvs. vi drejede ind mellem snævre passager med hoftevrik eller diverse styretag som vi øvede flittigt hele tiden. Til tider læste vi vandet så lave passager kunne passeres på toppen af en bølge.
Der var op til et par kilometer mellem strandene, men vejret var fint, humøret højt og landskabet fantastisk. Klipperne vekslede mellem fx flot hvid sandsten, lagdelte grove aflejringer og hård granit, ofte med knivskarpe samlinger. Her var der en ekstra mulighed for havet for at udhule klippen, og et par steder havde vi lys med ind i hulerne, der ofte kunne rumme alle 10 kajakker på én gang. Andre gange måtte vi bakke ind, en eller bare et par stykker af gangen – lige forunderligt og spændende var det. Andre steder gik hulerne hele vejen igennem – de mindste var bare buer, men alligevel.

Selv om der var så meget vi skulle se og prøve undervejs, var der også tid til både kaffepauser og frokost, hvor der selvfølgelig også blev badet og snorklet på livet løs. Alligevel nåede vi de planlagte 22 km den første dag, og nåede Yannis bugten kl. 18, hvor Rod straks gik i gang med aftensmaden, der bestod af pasta med kødsovs. Selv havde jeg presset et par løbesko med i kajakken, og da jeg løb op i bjergene, var det med besked om at hvis jeg fandt en købmand undervejs, skulle jeg endelig tage øl med hjem. Der var ingen købmand, men maden var færdig da jeg kom hjem, og så smager lunkent vand såmænd også udmærket. Senere sad vi rundt om bålet lavet af drivtømmer, og så var der såmænd både whisky, metaxa og Ursula. En herlig aften hvor kun Sonja og Jørgen havde fået et telt med, resten sov direkte på stranden.

For en gangs skyld kom vi tidligt op, selv om der hverken var galende haner eller billarm i miles omkreds – vi savnede ikke Triovasalos.
Morgenmad, pakning af kajakkerne og så af sted mod Kleftico, et sted vi havde talt meget om i sær efter at vi havde set Rods mange billeder på www.seakayakgreece.com – et helt specielt område. Der var masser af huler undervejs, men vi var alligevel ikke mætte endnu da vi nåede til Kleftico – og det var fantastisk. Vi havde et længere ophold her, og Rod tog 4-5 af os med på en spændende snorkeltur. Der var specielt en spændende hule, hvor loftet blev lavere og lavere – og så var det bare at tage en dyb indånding, dykke ca. 8 m under vandet og lidt ned af, da hulen endte 1-2 m under havets overflade, altså således at vi kunne dykke op på den anden side af bjerget. Fin tur – også tilbage igen. Også den sædvanlige formiddagskaffe/snack indtog vi i det fantastiske Kleftico – mens at frokosten først skulle serveres på en lille strand efter endnu et par kilometer.
Skal der siges noget godt om den kajak, der var blevet til overs til Rod, så skulle det være at der var enorm plads – også ovenpå kajakken hvor frokosten blev serveret.

Undervejs var der flere forladte miner, da der havde været en varieret minedrift p.g.a. de geologiske forhold, men nu passerede vi en åben mine, hvor der blev brudt vulkansk aske til brug ved fremstilling at cement. Der var endda 2 coastere ved at blive læsset.
Ca. 1 km før Psati så vi det første hus på hele turen – nu nærmede vi os civilisationen. Rod havde ringet efter Patrinella, der kom og hentede ham og Marc så de kunne køre 2 biler og en trailer ned for at hente os. Der var en dejlig surf-strand, og jeg gav Christian et hurtigt kursus i at surfe, mens de andre gik op for at bestille øl. Jeg kunne godt nå begge dele, men burde nok være blevet hos Christian, for han væltede hele tiden i brændingen.
En spændende 2 dages tur var til ende. Desværre var Marcs hånd blevet værre, så han ville ikke komme med den næste dag. Men om aftenen kunne han godt være med, der fandt vi en hyggelig restaurant, der stadig holdt den gode skik i hævd at når kunden havde betalt, så fik han en Raki (en speciel Uso fra Kreta). Ja, vi fik endda flere – nogle flere end andre.

Den sidste tur sammen med Rod var også på sydkysten hvor vi startede fra Palaeohori, og naturligvis også sluttede her, for her kunne der jo købes øl når vi kom hjem.
Vi roede øst på i starten og til sidst nærmest nord på. Landskabet var stadig flot, men det mest interessante var nok besøget i en svovlmine, hvor vi brugte de medbragte pandelamper i de lave minegange. Inde i en af hulerne var der 4 enorme krukker, der var helt tilbage fra romertiden, i en hule var der mindst 80 grader varmt – og alt sammen i skrap stank af svovl. Godt man ikke havde været minearbejder i de dage. Dette var bare nogle minegange som vi kravlede op til, mens at der hvor vi spiste frokost, var der et kæmpe anlæg, der nu var ved at forfalde. Vi gik en tur mellem ruinerne mens at Rod forberedte vores frokost.
I løbet af eftermiddagen var der også tid til at lege – der skulle jo være eksamen næste dag. Turen sluttede med ”Rodeo-kajakken”, hvor der blev testet lave støttetag - de fleste måtte en tur i baljen.

Den sidste dag med kajakkerne kørte Rod os til Mandrakia – med besked om at vi skulle ringe hvis vi fik problemer med myndighederne. Nu var vi på nordkysten, men her var Sarakiniko jo, og det skulle vi se, der var kun et par kilometer, så måtte prøverne vente. Og det var nok værd at se på, et flot kridhvidt lavalandskab, hvor Marc var kørt ud for at møde os. Det var svært at løsrive sig, men nu skulle vi have frokost inden prøverne. Michael og jeg havde aftalt at dele holdet i 2, således at jeg tog et hold på vandet, mens det andet hold fik ekstra teori – bl.a. om kulde, hvilket var lidt svært at forholde sig til.
På vandet var der en lille meter bølge, så redningsøvelserne fik et realistisk tilsnit, uden at der dog var nogen der havde nogen problemer af den grund. Alle gik på med krum hals – var meget dygtige og fik om aftenen overrakt et diplom som rigtige ”Havkajakroere”.
Om aftenen besøgte vi samme restaurant som aftenen før – og han havde mere Raki, foruden naturligvis et ganske udmærket køkken.

Nu var det blevet torsdag og vi tog afsked med Petrinela og Rod. Ind til vi skulle med færgen kl. 15.30 så vi på et gammelt amfiteater – så kunne vi jo øve os til turen til Akropolis næste dag.
Lige da vi kom om bord på færgen, fik vi at vide at havnemyndighederne havde forbudt færgen at sejle p.g.a. det hårde vejr, men vi ville blive holdt orienteret. Ti minutter senere smed vi fortøjningerne, sejlede 20 meter, bakkede og fortøjede igen. Så kom der én med flere striber end kaptajnen og talte højt og hurtigt. Kl. 21.30 fik vi at vide at vi godt måtte gå i land, men skulle være tilbage inden kl. 6 næste morgen, hvor situationen ville blive vurderet.
Vi sejlede kl. 6 og besøgte 3 øer undervejs og var så sent i Pireaus at vi kun lige havde tid til en hurtig frokost inden vi tog bussen til lufthavnen. Alle ingen Akropolis i denne omgang – men som én viskede mig øret, det gjorde egentlig ikke så meget – det havde været en dejlig tur alligevel.